Det var ikke med hans velvilje, at de ventede så længe. Hvis det stod til ham, var de gået i gang meget tidligere. Så de i en fart kunne komme videre til næste fase. Nu stod de bare der og svulmede indadvendt. Alle klædt i den samme lodne dragt for bedre at kunne skjule sig i vintertågerne og det gryende forår. Han troede, at han kendte deres hemmeligheder. Men de sagde ingenting.

Forgæves forsøgte han at få dem til at forklare deres tilbageholdenhed og uvilje til handling. ’Hvad venter I på?’ råbte han utålmodigt. Østenvinden bar hans dybe røst ind over habitatet. Men der kom ingen reaktion. Nogle i rækken havde været lige på nippet til at give slip men stivnede i bevægelsen og frøs fast. Alle bukkede de tunge hoveder indad og forholdt sig tavse. Den gamle vinter kom forbi og bed i nøgne kinder. Det var koldt, og sigtet var klart. Alligevel skete der ingenting. Han trippede igen utålmodigt, opgav, vendte sig om og gik der hen, hvor han kommer fra. Når det var på den måde, så måtte de selv tage konsekvensen og risikere, at alting ville gå i stå.

Fra sit skjul så han, at det begyndte at regne. Først kom en heftig haglbyge og derefter en kold, tung regn. Nogle gav op og faldt ned på den golde jord. I nattemørket var flere af de andre tæt på at følge efter, men de holdt fast. Trætte vågnede de næste morgen, forankret i svangerskabets fylde.

Dage gik, og dage kom. Der blev mere og mere lyst. En ny regn kom drivende på en bølge af lunere vinde. De mindste i klyngen begyndte at strække sig fremad for at være klar sammen med de andre. De største trak sig velvilligt til siden og gav plads. Jo flere de var, jo større var chancen for sejr. Da trådte tiden med de tre ansigter frem for dem igen. Nu i følgeskab med det gunstige øjeblik. Ydmygt bøjede han sig mod jorden. Som ved et trylleslag bristede alle æbletræernes blomsterknopper i en sværm af søde dufte.