De sad på stenen med rynket pande. Hvorfor så lukket, når det kunne være åbent. Hvorfor så barskt, når det kunne være mygt. Hvorfor så benægtende, når det kunne være modtageligt. Hvorfor så strengt, når det kunne være føjeligt. Hvorfor så bastant, når det kunne være bøjeligt. Hvorfor så svært, når det kunne være trygt. Hvorfor så ufølsomt, når det kunne være fredsommeligt. Hvorfor så koldt, når det kunne være blidt og mildt. Hvorfor så fjernt, så ingen kunne høre sangen.

Tårer faldt triste under tunge øjenlåg. Tilbageholdte åndedræt gispede efter vejret. Da vendte jorden sig om for at se. Solen blinkede, og bevægelsen skiftede retning. De to væsner kikkede forundret op, så hinanden og bankede deres tegn på døren. Så sprang de snildt fra dørtærsklen tilbage til deres mosklædte land i den bløde mellemverden. Indenfor blev der i det samme tændt lys.