Det skete en dag i frokostpausen, som man kaldte det. Det var den kortvarige begivenhed i dagens cyklus med mulighed for glad fjernnæring og energitilskud i et nøje udregnet stykke procestid. Respirationsreglerne foreskrev, at alle med en eller anden form for legalt åndedræt skulle lægge al anden aktivitet fra sig, holde frokostpause og i denne tildelte passivitetssekvens hengive sig til det ydre rum på Den-anden-side. De, der i deres biokonstruktion var føjet ind i en kappe, åbnede den op og bevægede sig udenfor, og de andre fik slået deres folder ud og blev flyttet hen i de velindrettede modtagelsesarealer. På den måde fik alle biolysafhængige væsner mulighed for at suge en halv times kosmisknaturligt solskinslys til sig. Dag efter dag i samklang med geofysikkens fundamentalkræfter og i glidende skift fra den ene zone til den næste i Klodens cykliske bevægelseskreds vuggende og roterende om sin egen akse.

Det var ikke fordi, man ikke nød det teknologiskabte selvlys og omsorgsvarmen, der strålede mildt fra oven i behagelige energiportioner døgnet rundt. Alle vidste, at det var indrettet nøjagtig til at befordre en verdensomspændende, optimistisk livsindstilling. Men der var nu en helt særlig forundringsstemning, når det skærmende satellitgardin, Sløret, der var trukket rundt om hele Kloden, blev åbnet på klem og farvespektrets synlige stråler og energi fra Solen på Den-anden-side strømmede ind i Klodens beskyttede rum.

Med hver sin evne til andægtighed hilste man på det mærkeligst tænkelige format i universet, Den-anden-side, og sendte en venlig tak til Klodens himmelbrugsdyrkere. Det var dem, der sørgede for den praktiske forvaltning af energirummet i Klodens omhyggeligt beskyttede verden. Under kyndig vejledning af astrofysikere, biokomponister og megalitingeniører var det himmelbrugsdyrkerne, der førte globalstatens ressourceoverlevelseslinjer ud i livet. Det var også dem, der stod for at åbne og lukke for Sløret i rytmisk takt Kloden rundt.

Når Sløret igen blev lukket til, vendte alle tidszonens tilstedeværende entiteter tilbage til hver deres placering, nød en afmålt ration fysisk fødesubstans og genoptog deres virke. Råjord og råenergi var efterhånden blevet for besværligt og utroværdigt som voksemedium og økosystem for fødevarer. Produktionen foregik nu i stramt styrede gitre og strukturer og i en koncentrationsmængde med minimal, materiel belastning af Klodens ressourcebeholdning og infrastruktur.

Det var en underlig følelse, som en dag forstyrrede den velkonstruerede, globale balance. Haoqi hed det lille væsen, som var skabt i billedet af tidligere tiders menneskeart. Det var der for så vidt ikke noget galt i. Det var tilladt, selvom både det pågældende bioindivid, der ønskede af producere et nyt væsen samt delstaten, hvor bioindividet var placeret, måtte gennem adskillige godkendelsesprocedurer.

Haoqi var blevet udviklet og bragt til verden og voksede op som en kvik globalør. Tidligt var de derfor begyndt at skole Haoqi, som en mulig kandidat til en fremtidig forvalter. Haoqi nåede også langt men blev stoppet i sin karriere, da den begyndte at lege med substanserne. For da Haoqi en dag fandt oldgamle malerier af såkaldte søstykker fra det førforrige årtusinde, strømmede der en ukontrollerbar, vemodig energi gennem det altmodischmodtagelige væsen. Haoqi gik stille med det, opsamlede den salte væske, og ingen så det. Men da Haoqi en dag forlod laboratoriet for at gå udenfor i frokostpausen, tog den en lille flaske med sig under sin kappe, åbnede låget og slap indholdet ud i atmosfæren. Et luftige stof steg opad og drev med et stykke tid langs underkanten af Sløret. Senere faldt en uvant substans ned som dråber fra oven. Den dag regnede det for første gang i umindelige tider.