Den blå planet var blevet kendt for sin vitale virkelyst. Sindigt snurrede den rundt om sig selv i universet. Imens foldede skabningerne sig livligt ud og ind rundt omkring på jordkloden i takt med den bølgende indstråling af solenergi og arternes livlige samspil.

Når lyset begyndte at lyse, kom de fleste skabninger frem fra deres natteskjul i mørkets uvirkelighed. Nogen havde vinger og fløj. Nogen havde bug og krøb. Nogen havde ben og pilede afsted med længere og længere skridt jo mere ben, der var til at bære. Andre havde en strøm at flyde på, en stamme, en stilk eller et strå at folde sig ud på og vinkede og viftede for at vise og tiltrække opmærksomhed.

Nogen søgte at indrette sig efter hinanden i samhørende kredsløb og skiftende virkeligheder. Andre spejlede sig mest i sig selv og deres ivrige arbejdsomhed. De mente, de havde så meget at gøre. Masede på og fyldte mere og mere ind i tiden. Pladsen begyndte at blive trang. Vredt pressede elementerne sig sammen i eksplosive udladningsfelter. Flere og flere. Større og større. De var heller ikke til at stoppe.